top of page
Søg
  • Forfatters billedeVibeke Tuxen

Hvor i alverden er FNs verdensmål om at nedbringe CO2?

CO2udledning er årsag til et af verdens største problemer lige nu. Så det er helt oplagt for virksomheder at arbejde med at nedbringe deres CO2udledning for at blive mere bæredygtige. Der er ovenikøbet ofte penge at hente i at nedbringe sin CO2udledning. Men hvad stiller man op, hvis man gerne vil vise det med FNs verdensmål?


Verdensmål nr. 13 hedder Klimaindsats, så det må være her, der står noget om at nedbringe sin CO2udledning. Men nej. Med undertitlen: ”Vi skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser”, har mål 13 et helt andet fokus, nemlig at bekæmpe forandringerne og katastroferne snarere end forebygge dem. Hvis man kigger på delmålene, som beskriver, hvad det er verden vil gøre for at opnå målet, står der intet om CO2. Mål nr. 13 henvender sig først og fremmet til regeringer og drejer sig fx om at styrke modstandskraft og tilpasningsevne til klimarelaterede katastrofer. At indbygge tiltag mod klimaforandringer i nationale politikker. Og at opbygge viden og kapacitet til at imødegå klimaforandringer. Men ikke et ord om CO2.


Hvad så med mål nr. 7 – Bæredygtig energi? Det lyder relevant, men med undertitlen: ”Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris”, er vinklen en anden. Mål nr. 7 beskriver, hvordan vi skal arbejde med at forøge andelen af vedvarende energi globalt og gøre den tilgængelig for alle. Heller ikke her står der noget om CO2udledning.


Endelig har vi mål nr. 9 – med den mundrette titel: Industri, innovation og infrastruktur. Her finder vi faktisk noget om CO2udledning, om end man skal lede længe efter det. Med undertitlen: ”Vi skal bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation”, fremgår det ikke helt klart, at det er her, vi skal lede. Det fremgår heller ikke klart af delmålene. Det sker faktisk først, når vi læser delmål 9.4 ”Opgradér alle industrier og infrastrukturer for bæredygtighed” og dykker endnu længere ned, nemlig ned i indikatoren (KPI’en) for, hvad verden vil måle delmålet på. Den siger, at verden vil måle på CO2udledning i forhold til værditilvækst.

Hvorfor et mål om at nedbringe CO2 udledning er så svært at finde i verdensmålene, må guderne vide. Måske er det, fordi de kom før Gretha Tunberg. Måske fordi verden ikke kunne blive enige om et sådant mål før Paris-aftalen, som kom lidt senere end verdensmålene. Men faktum er, at det står som indikator for verdensmål 9.4. Og kun hér.

Verdensmål 9’s tunge titel er svær at sælge overfor den almindelige borger. Så hvordan får man så budskabet om sit arbejde med at nedbringe CO2udledning ud? Jeg vil sige, at man godt kan måle på nr. 9, altså have mål 9 i sin rapportering, men sælge budskabet til kunder, medarbejdere, investorer og leverandører som bidrag til mål nr. 13. Det er jo dog klimaet, det i sidste ende handler om. Logisk? Nej, ikke rigtigt, men det er en praktisk og pragmatisk måde at løse en mangel i verdensmålene på.

132 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page